Forleden var der en, som satte mit sind og mine drømme i kog. Ikke på den hidsige måde, men bare sådan….’vi-skruer-lige-op-for-blusset’-agtigt.
Jeg var udfordret…. Udfordret To The Core!
Jeg elsker at virtuelle kontakter og skrevne ord, kan sætte så meget igang! ….Og det ‘eneste’ jeg blev spurgt om, var: “Hvad drømmer du egentlig om”. Simple as that!
Min tøven blev svar nok – for mig selv. Og da jeg ærligt og sandfærdigt røbede at jeg faktisk havde svært ved lige at hoste op med et den drøm på kommando, blev jeg mødt med et venligt:
“Måske er det fordi du bare er glad for dit liv – fordi du lever dine drømme….er content to the core?”
Ja måske? Det er der måske noget om!
Meeeeen arhhh…. Der er nu også en alarmklokke, der bimler i det fjerne…. For var der ikke noget med at Frk. Lytje herself havde skrevet “Du skal turde drømme STORT” på sin Anti Jantelov? ;)
Rent karrieremæssigt, der har jeg ingen problemer med at drømme stort. Og tingene flasker sig og det føles som om jeg har sat mig på en båd i mine karriere-drømmes strøm – og bare bliver ført nænsomt og klukkende hen ad en uendelig og vidunderlig rejse. Meget arbejde. Men også meget medvind. Det var også det jeg svarede den-herre, der spurgte.
Han mente dog at det var betænkeligt, at jeg ikke havde andre drømme!
Det synes jeg egentlig også!
Mit job er min blog. Min blog er mig. Mit arbejde smelter sammen med mit liv.
Og mit liv som jo ER fyldt med et hav af ting, jeg er taknemmelig for! Børn, venner, champagne, latter, Diva-moments, familie, _________ og nå-ja….så lige dét der tomrum, hvor der er plads til en kæreste, hvis ellers jeg turde skabe pladsen og mærke tomheden.
Det er hermed sat i vibration. Så jeg sender kaskader af tak til den-herre, som satte det hele igang.
Som Lone Powerprinsesse engang sagde til mig:
“Noglegange kommer der nogle forbi os, blot for at sætte et hjerteblad i vibration”.
Ligesom ham her måske? Hun sagde det dog i forbindelse med en sorg, som var så ufattelig for mig, da jeg mistede en mand som jeg var helt vildt nyforelsket i. Han døde i en tragisk solo-ulykke. Hans hjerte stoppede med at slå – lige der midt på vejen. Nu er det snart 3 år siden, så jeg er ovre sorgen. Jeg nåede jo slet ikke at kende ham længe nok til at sørge ligesom hans familie og venner gjorde.
Men mine celler…. det er som om de fik et chok. Det er som om, at de tror at kærlighed er lig med at miste.
Igen: jeg sender en tak til enhver vidunderlig mand, jeg har mødt på min vej. Til Rick som heldigvis nåede forbi mit liv. Til den-herre som stillede mig dette afgørende spørgsmål på et afgørende tidspunkt i mit liv. Hermed lukker jeg også døren til fortiden og vender mig mod mit nu og min fremtid.
Den står så lysende, duftende og fristende og venter <3
